|
Klubrally køres typisk på mindre
industriarealer og parkeringspladser, hvor
kegler sættes op som forhindringer.
På en hastighedsprøve går det ud på at gennemkøre en given
bane på kortest mulig tid.
Klubrally køres med to mand i vognen og hastighedsprøven er
tilrettelagt således, at der skal være et rimeligt samspil mellem førerens
kørefærdigheder og 2. kørerens evne til at dirigere holdet den rigtige vej
rundt.
Et arrangement består typisk af 8-12 prøver.
Hvor foregår det
Klubrally afholdes jævnligt af de lokale klubber overalt i
landet.
Hvordan kommer jeg i gang
De fleste klubber, der arrangerer klubrally, holder også
klubrally-kurser. Det foregår som regel i februar-marts inden turneringerne
starter op. Her er der hjælp at hente fra rutinerede kørere, som gerne vil lære
fra sig.
Krav til personlig udrustning
Der stilles kun krav om godkendt styrthjelm.
Krav til køretøjet
Der kræves kun en ganske almindelig standardbil, med nogle
fornuftige køreegenskaber.
Lad dig ikke skræmme væk af at de etablerede kørere har en
”rigtig rallybil”.
For det første køres der i forskellige klasser, så du kan
konkurrere på lige vilkår. For det andet så handler det mere om køreteknik end
om hestekræfter.
Bilen skal dog som minimum udrustes med en 2 kg ildslukker,
en almindelig nødhjælpspakke, sikkerhedsseler og advarselstrekant.
Der stilles derimod ikke krav om andet fastmonteret udstyr,
så som bur eller styrtbøjle.


|